Fordele ved Open Source
Det er ikke uden grund, at der bliver talt så meget om Open Source - det ER et seriøst alternativ til standardsystemerne! I nedenstående er der listet de væsentligste fordele ved Open Source. Det er ikke nogen udtømmende liste, så hvis der er nogle spørgsmål, der melder sig under læsningen, så kontakt os.
Åben kildekode – uafhængig
Som navnet antyder har man som bruger adgang til at se, hvorledes softwaren er programmeret. Har man de rette IT-kundskaber kan det være en stor fordel, da man så kan se om softwaren passer ind i ens eksisterende IT-miljø eller hvordan man eventuelt kan tilpasse sotwaren til egne behov.
Da kildekoden er tilgængelig for alle, er man som kunde også mindre afhængig af enkelte leverandører. Er man utilfreds med sin nuværende leverandør eller er leverandøren gået konkurs, tager man blot sin Open Source-løsning hen til en anden leverandør.
Stabil og sikker – afprøvet teknologi
Da alle i princippet har adgang til kildekoden bliver fejl oftest hurtigt fundet og rettet.
Om en IDC-undersøgelse fra juni 2003 baseret på interviews med 100 nordiske IT-chefer, siger Per Andersen, adm. direktør i IDC: "Blandt de virksomheder, der anvender open source, er den utvetydige holdning, at driftsstabiliteten er blevet væsentligt bedre med open source."
Fleksibel – åbne standarder
Open Source programmer er baseret på åbne standarder, hvilket betyder at der som oftest er bedre mulighed for integration til andre systemer. Open Source software opfattes derfor ofte som mere fleksibelt end proprietære systemer, da man lettere kan integrere Open Source med andre systemer.
Kvalitet – mange referencer
Som ved alle andre typer systemer er det væsentligt at se efter hvilke referencer Open Source programmet kan præsentere. Er der mange seriøse referencer er det ofte ensbetydende med høj kvalitet, da der med Open Source er langt større frihed til at vælge program.
Innovation – stort community
For de fleste brugere er det væsentligt, at de programmer man bruger, er opdaterede og teknologisk kan følge med konkurrenterne. I dag sker videreudviklingen af diverse Open Source programmer oftest i Internet-baserede udvikler-grupper - såkaldte online communities. Det er derfor af stor betydning, at man som potentiel bruger af et Open Source program, undersøger aktiviteten, kvaliteten og størrelsen af det relaterede community.
Eksempelvis har Umbraco CMS et stort og aktivt community.
Pris – ingen licenser
Et Open Source program kan uden betaling erhverves - oftest kan det downloades fra Internet. En løsning kan endvidere uden omkostninger til licenser eller andre udgifter til software, distribueres til datterselskaber eller søsterorganisationer.
De eneste udgifter en virksomhed skal kalkulere med, hvis det vil anvende Open Source, er eventuelle konsulentydelser til implementering og/eller tilpasning. |